Artikel i Weekendavisen, januar 2024

”Når jeg taler om angst, taler jeg om et ord alle bruger, hvilket både understreger og udvander alvoren. Når jeg taler om angst, taler jeg om et ord, der favner både eksistentielle kriser og akut opstået åndedrætsbesvær. Der er absolut afgørende årsager til at have angst, men der kan alligevel skimtes en rød tråd fra den enkeltes private følelse af kontroltab til den globale angst.
Der synes overalt at være en fornemmelse af sammenstyrtning. Ufatteligt mange mennesker synes at reagere på en kollektiv dominoeffekt, som om det kun er et spørgsmåls om tid, hvornår man bukker under.
(...)
I 2018 læste jeg What We Think About When We Try Not To Think About Global Warming af den norske klimapsykolog Per Espen Stoknes. Jeg interviewede fagpersoner om klimaforstyrrelserne og tog en bus til Oslo for at mødes med Stoknes for at snakke om klimapsykologi – og træer.

I sin bog introducerer Stoknes et begreb, han kalder »The Great Grief«. Vi er først og fremmest i sorg, skriver han. De reaktioner vi udviser, er udtryk for en underlæggende dyb sorg. Ubevidst forstår vi, at vi befinder os i en tid, hvor vi er ved at miste Jorden, som vi kender den. Vi er passiviseret af afmagt, så vi sørger, uden at vide, at vi sørger, og uden at forstå, at vi er fyldt til bristepunktet.”

Kronik i Politiken, februar 2016 

“Jeg sidder på et fly på vej hjem fra Lesbos. Eller det gjorde jeg for snart en uge siden, men lige siden hjemrejsen har jeg haft en følelse af kun lige at være i gang med at forlade øen. Jeg farer rundt ved forskellige check-in-skranker, mens jeg prøver at skjule min nervøsitet for, at min bagage vejer for meget.

Så letter flyet, og jeg sidder og ser ned på den græske ø, mens den forsvinder fra mig og erstattes af hvide skyer. Jeg forsøger at berolige mig selv med, at det er helt normalt at man i det ene øjeblik køber kaffe til overpris af en ung fyr der er ansat for sit ydre i Joe and the Juice, for dernæst at tage imod bådflygtninge i et af Europas grænseområder. Men jeg kan ikke finde ro. Måske, det er mig der er for sart, eller også er den her verden simpelthen blevet lidt skørere siden sidst vi tjekkede efter. “