HVOR BARBIE-FILMEN kiksede sit klimaks med en klichépræget monolog om de frygteligt urimelige og modsatrettede krav, der bliver stillet til kvinder, tager Nina Rask kvinder alvorligt nok til at bede om, at vi tager os sammen i stedet for at gentage de samme uværdige mønstre.

Man sidder og ømmer sig, for Rask rammer de ømme punkter rent. Vores passivitet, vores selvoptagethed, vores måde at kopiere andres selvtillid, vores behov for at bagtale, vores optagethed af, hvad andre tænker om os, vores evne til at flirte os ud af grænseoverskridende situationer og tænde en lille smule på sexismen i processen. At gå op i feminisme, fordi søstersolidaritet tilfældigvis er på mode, ligesom queers er på mode, hvis de ellers ligner Nina Rask og er smukke efter kapitalistiske fuckability -standarder.

Av. Og fryd. Det føles som et tiltrængt selvopgør, når Nina Rask detonerer sin version af »Jeg anklager kvinder« . De seneste år har været én lang omsorgsfuld feministisk samtale, men lad os tale ærligt om alle de måder, vi spænder ben for os selv og hinanden.

Udfordringen ved at gennembryde heteronormativitetens tankebrynje gennemsyrer Marie Bjørns elegant komponerede tekst, der også – igen passende doseret – har et metalag om teater som institution og kunstart kørende på sidelinjen.

(...) Bliver Nina er sjov et nyt take på standup? Eller er showet bare et virkelig godt bud på en genre, der virkelig har noget at tale med sig selv om, når det kommer til at tale om køn. Jennifer Vedsted Christensen har iscenesat med en velgørende ro og stærk sans for det akavede, og Nina Rask stempler ind som en lysende stjerne, der ikke bare kan levere en tekst, men også skabe et univers, der på et splitsekund veksler mellem varmt og akavet, angstprovokerende og rummeligt.

Nina er mest af alt sjov med sit skæve blik på verden og sit skruede sprog, hvor “at dø af grin” viser sig at have anderledes dystre implikationer.

En ængstelig fantasi om at være bryllupsgæst til Julie og Kaspars imaginære bryllup bygger op med en enorm pondus. Hadet og uretfærdigheden ulmer, da Rask går i gang med at pille heteropar fra hinanden, der tænker dem selv mere frisindede og normkritiske, end de er, fordi de gifter sig på rådhuset, kalder brylluppet en »kærlighedsfest« og serverer new nordic-inspirerede østers.

Det udvikler sig til en grænseoverskridende leg med macho-giftighed, hvis fandenivoldskhed skal opleves uspoleret.

Hadet når faktisk et punkt, hvor Nina Rask fuldstændig fremragende må stille sig selv spørgsmålet: »Er jeg, Nina Rask, en incel?«.