KASSANDRA

JEG SMITTER SOM ENSOMHEDEN SMITTER. SOM FRYGTEN SMITTER. DERFOR ER JEG EN TRUSSEL. … FOR JEG VIL MED AL MIN UNDERGANGSDYRKELSE OG ALT MIT MØRKE NEDBRYDE DET VELFUNGERENDE, DER SÅ GERNE VIL TRO PÅ SÆTNINGEN: DE LEVEDE LYKKELIGT TIL DERES DAGES ENDE.
JEG VIL GØRE OPMÆRKSOM PÅ DET USIKKERHEDSELEMENT, DER ER EN DEL AF ETHVERT ILLUSIONÆRT SYSTEM. DET KAN GÅ I ITU, NÅR SOM HELST.

KASSANDRA, Husets Teater, sæson 23/24

Dramatiker: Marie Bjørn
Medvirkende: Benedikte Hansen
Scenograf: Christian Albrechtsen
Iscenesættelse: Anja Behrens
Lyddesign: Erik Christoffersen
Lysdesign: Christian Vest Berntsen
Video: Simon Sumborg

ANMELDELSER

  • Dramatiker Marie Bjørn har levet sig ind i myten om Kassandra i denne originale og uhyggelige tekst, hvor den ene sætning efter den anden føles, som om den hakkes ind i huden med en økse. Hun genskaber ikke blot Kassandra som offerskikkelse, men går ind på Kassandras særlige evne til at kende fremtiden.

    (...)Marie Bjørn har allerede imponeret med blandt andet klimastykket Apokalypse på Teater Momentum, hotelkærlighedsdramaet Du vil møde en andenhos AKT 1. (...) Hun har et repliksprog, der rammer med stilistisk træfsikkerhed. Det interessante i hendes Kassandra er, at hun her formår at skrive hele klodens krigshistorie ind i mytefigurens historie – fra krigen i Troja til Trediveårskrigen og 2. Verdenskrig og helt op til krigen i Ukraine og i Gaza. At hun har blik for, at Kassandra som klassisk birollefigur også rummer kraften til at være hovedperson, netop fordi der altid vil være ’en Kassandra’, der forudser, hvornår alt er ved at gå galt – uden at der er nogen, der ønsker at høre på hende. Deri ligger det forfærdelige.

  • Benedikte Hansens Kassandra er alene på scenen. Måske fordi hun kan være “alle køn, alle aldre, alle kroppe” og dermed os alle i Marie Bjørns frådende stærke og sitrende manuskript om kvinden, der siger sandheder, ingen vil høre.

    (...) Med barnlig forbløffelse står munden åben for Apollons virilitet. “Var det voldtægt eller ville jeg selv,” spørger hun senere. Vi husker den åbne mund og er ikke i tvivl. Vi mærker ensomheden, og allermest mærker vi den vrede, der eksploderer ud af aldrig at blive troet. Af at vakle i tvivlen om sin egen skyld. En tvivl, vi kender, og som her får lov at række ud over det individuelle og knytte sig til den helt aktuelle tvivl om klodens og demokratiets beståen.

  • Den oldgræske litteratur fortæller, at Apollon forærede den trojanske prinsesse Kassandra evnen til at se ind i fremtiden, fordi han forelskede sig i hende, men da hun afviste ham, forvandlede han gaven til at forbandelse. Selvom hun ser alt soleklart, vil ingen tro hendes profetier. I denne forestilling forgriber Apollon sig tilmed på Kassandra, og i Marie Bjørns vidunderlige og krystalklare tekst, bliver Kassandras evne til at se nu “en forbandelse pakket ind i klistret gavepapir.”

  • Hansen maler med alle følelsesfarveladens nuancer, der som resultat bjergtager den fulde teatersal.

    Vrede, når hun dokumenterer sin genopstandelse gennem årtusinder med sin afviste profeti om samtlige af verdens krige – fra den trojanske krig frem til nutidens krig om det hellige land. Frygt, når hun gengiver døende soldaters kald på deres mor, som var de små børn igen. Usikkerhed blandet med fortvivlelse, når hun pludselig stiller spørgsmålstegn ved sin egen skyld i Apollons krænkelser – og endda fantaserer om ham.

I SIGER VERDEN GÅR UNDER NU, DET GJORDE MIN ALLEREDE FOR LÆNGE SIDEN. MIN VERDEN GÅR UNDER FOR LÆNGE SIDEN. MIN VERDEN GÅR UNDER OG UNDER OG UNDER FOR LÆNGE SIDEN, OG MIN VERDEN GÅR UNDER OG UNDER OG UNDER PÅ NY.