Hvis du tør hoppe på bussen i dette alternative eksperiment, som placerer sig et sted mellem teater og fest, kan du risikere at blive ramt af livet.

Marie Bjørn har skrevet en tekst, der blandt andet hylder festens rus, og hvor karakteren Bobbie inviterer os med ind i sin virkelighed. Med glimmer for vinduerne, så vi ikke kan fornemme, hvor bussen tager os hen, fortæller hun i forskellige flashbacks om at være et barn, der ikke kan sove, mens hun også kommer ind på faderens mørke depression, det første fantastiske kys, opkast på dansegulvet og om lysten til at møde nye mennesker under diskokuglens skær.

Med både humor og indlevelse tages vi med ind i festens magi. (...) Men Bobbies pagt med festen er et kompromis med hverdagen, og tristheden lurer hele tiden under overfladen. Marie Bjørns tekst bevæger sig i denne dobbelthed mellem forførelsen og fortvivlelsen. Med sommerfuglen som metafor tages publikum med på Bobbies flyvende flugtforsøg ud af tilværelsens ensomme trummerum.