Teksten har en usædvanligt rytmisk og lyrisk styrke, som er sjælden i dansk dramatik i øjeblikket. Ikke alene bliver man fuld af glæde over at opleve en sådan tekstudfoldelse på scenen igen, man mærker også tydeligt, at den har inspireret instruktøren til en iscenesættelse ud over det sædvanlige. Den stilhed, stykket slutter med, får Niels Erling, Lise Marie Birch og Malte Hauge til at digte videre med lys og rum. Da kvinden forstummer, siver der langsomt røg ud fra tilskuerpladserne og ned fra den kometagtige lysinstallation i loftet, indtil hele rummet er dækket i røg og tager sig ud som et urhav – eller ophav (til en ny begyndelse).

Måske en ny begyndelse for dansk dramatik, som i årevis har lænet sig op ad den ironiske gestus.

Omtalen af katastrofen som noget, der er sket, gør det hele foruroligende på en særlig måde. Som om jorden allerede er gået under. Denne form for dramatisk datid (’du var i teatret’ etc.) er dramatisk på sin egen facon og giver et nyt perspektiv på jordens undergang, et mere tvungen-afklaret blik: vores nutid og fremtid fortalt i datid, som noget, der er sket. Og det er godt tænkt, når nu stykket handler om at anerkende og acceptere katastrofen.

Den dygtige manuskriptforfatter Marie Bjørn sætter kloge tanker i omløb: Vi mennesker er bange for at blive glemt, alle bærer vi rundt på et traume, et minde om at blive ladt tilbage, glemt i farten, og derfor er vi så optagede af at blive set og hørt. Vi vil ikke glemmes.

Med glimt af barndomserindringer, forelskelsens eufori og voksenlivets knivsæg-balancerende tåspidsdans, som er så genkendelige, at ingen undgår at føle sig rørt og ramt, bliver tilskuerne ophavsmænd og vidner. Vi er betragtere, men også medvidere, for det er vores livshistorie, vi får fortalt.

Dramatikeren Marie Bjørn låner fra evolutionsteorien, kvantefysikken, politiske ideologier, popkulturen, verdenshistorien og de hellige skrifter, men får ordene til at lyde som sine egne. Hendes Apokalypse er ikke en epilog eller et gravskrift over jorden og menneskehedens uendelige dårskab. Det er en stærk beretning om håb, tro og tilgivelse. En kærlighedserklæring til det du, mennesker i fællesskab kan forvandle til et handlekraftigt vi.

Forbudte blondinevitser og opdigtede korrespondancer mellem historiens store tænkere og skurke løsner sammen med skuespillernes utæmmede energi op for den dystre grundstemning.

Jeg var fuldstændig vild med det! (...) Det var spoken word blandet med Netflix blandet med Lars von Trier. Jeg var helt blæst væk, jeg syntes det var dybt imponerende og underholdende.

Apokalypse betyder åbenbaring, men er også synonym for dommedag. Forestillingen er beskrivelsen af vejen mod enden. Det hele begyndte en aften i teatret.

Du så en forestilling, der hedder Apokalypse, konstaterer Sångren. Du begyndte at græde, fortsætter hun, mens hun står helt tæt på mig og ser mig direkte ind i øjnene. Intimiderende javist, men også nærværende og stærkt i sin enkelhed.

De fleste af Sångrens sætninger indledes med Du kan huske. Der er opremsninger af begivenheder fra verden, som vi kender den i dag, men som i den fiktive verden på scenen for længst er ovre.