At teatret kan ændre ens verden har jeg altid troet på, men ærlig talt aldrig rigtig oplevet. Indtil nu. Jeg var ikke den samme, da jeg tjekkede ind på hotellet, som da jeg en time og ti minutter senere trådte ud igen.

Marie Bjørn har skrevet en prunkløs, men rent rammende lille tekst. Omdrejningspunktet er hele tiden kærlighedens lunefulde karakter. Alle de møder, der betyder alt et øjeblik i vores liv, men som siden fortoner sig i tidens og glemslens malstrøm. Ordene væver et fint lille net af noget meget trivielt og prosaisk parret med en dyb fornemmelse for menneskesindets paradokser og kærlighedens kompleksitet. Grebet er gennemskueligt, næsten provokerende ligetil.

Det slog benene væk under mig, da Benedikte Hansen satte sig og sang for mig. Indtrængende og nært. Da forstod jeg, at bruddet også kan være en åbning. Som titlen på forestillingen lyder: ’Du vil møde en anden’.

Marie Bjørns enkle, men fine tekst blander kærlighedens banaliteter med dens kompleksiteter. Ordene leger elegant og pirrende med muligheden – kunne dette være sket? – blandt andet ved at bevare en krog i virkeligheden: De medvirkende har beholdt deres egne fornavne og har i fortællingen et eller andet forhold til teatret. Men selvfølgelig er de ikke sig selv. Og selvfølgelig er det ikke mig, de taler til. Jeg har ikke været i en kærlighedsrelation med hverken rum 641, 545, 560 eller 557, selv om jeg et kort øjeblik på det der hotelværelse med Laus Høybye godt kunne ønske mig, at jeg havde. Men de taler til noget i mig. Tekstens åbenhed, båret af en vilje til ikke at lægge beslag på hele historien eller på de følelser, der opstår på baggrund af den, og Niels Erlings omhyggeligt nøje gennemtænkte iscenesættelse gør alt det, den skal, med sin tilskuer. Den får mig til at mindes mine egen brudte relationer, får mig til at fundere over kærlighedens ejendommelig væsen: Hvordan kan nogen være så betydningsfulde for én den ene dag, ja, fylde alt, for at være forsvundet i glemslens tåger den næste? Den fylder mig med både varme og vemod. Den får mig til at ønske, at mine brud var foregået, som de foregår her. Den får mig til at tænke over, hvorfor det, der skal siges, sjældent bliver sagt. »Du vil møde en anden.« Jo tak, det må jeg sige, jeg gjorde. Men jeg mødte først og fremmest mig selv.

Forleden vandt Du vil møde en anden velfortjent Årets Særpris ved Reumert-uddelingerne. Det giver mig et lille håb for at andre, der ikke nåede at få en billet i sin tid, også vil kunne opleve dette helt særlige stykke. Og at jeg selv ville kunne se det igen. For jeg er stadig ikke klar til at sige farvel. Jeg går stadig og tænker på Nikolaj. Og Benedikte. Og Laus. Og Camilla. Og Niels. Og Marie. Jeg savner jer. Og jeg får lyst til at skrive små håbefulde, håbløse breve til jer. Og i bunden vil jeg tegne tre bokse og ud for dem vil der stå ”ja”, ”nej” eller ”måske”. Og jeg vil lukke øjnene, når jeg åbner jeres svar, for jeg tør ikke se, hvor krydset er sat. Og jeg vil råbe efter jer på gaden eller synge en serenade eller tegne en lille tegning på et blad og lade det blive båret af vinden, indtil det lander i jeres hår, og I vil kigge på det, og først vil I ikke forstå, og så vil I pludselig huske. Og jeg vil fortælle jer, at I jo allerede har mit nummer, at i finder det på side 107 i Laus udgave af The Radicality of Love. Og så vil jeg sige: jeg er ked af alt, det der er sket, og jeg håber virkeligt, vi kan ses igen. Jeg har også en masse venner og familie, som jeg rigtigt gerne vil introducere jer til.

Og så vil jeg skrive:

Lad os mødes på vores sædvanlige sted.

Jeg vil ikke møde en anden.