Nanna og Noa spænder ben for sig selv og hinanden, før resten af verden overhovedet får chancen for at gøre det, og heri ligger det smertelige: Så længe man selv fucker det hele op, så har man i det mindste en illusion om kontrol over sin egen tragedie.
Marie Bjørns tekst er fremragende. Med al den nødvendige følsomhed beskriver Bjørn ikke alene en kærlighed, som ikke flugter med normerne, men også frygten for ikke at være andet end et feticheret objekt i øjnene på den, man elsker – og vice versa.

Dialogen er skarp og sjov, og de små publikumshenvendte arier er fyldt med underspillet poesi, som når Nanna beskriver et af parrets mange brud således: “kroppen bliver hjemløs i luften hver gang, man forlader hinanden”.

Makkerparret instruktør Niels Erling og dramatiker Marie Bjørn er lykkedes med at skabe et par, som man hepper indædt på, også når de ikke hepper på sig selv. (...) Noget af det skønneste ved forestillingen - og den er virkelig ret skøn - er, at den tager sig tid til at vise, hvorfor parret har forelsket sig, og ikke mindst hvorfor de passer godt sammen. Vi ser dem fjolle med en mandarin, over navnet »Bitten« , og hvorvidt man kan blive for gammel til at få en tatovering i fuldskab, og i en dragende lyssat montage ser vi dem ligge sammen i forskellige stadier af ske. I forhold til, hvor ofte jeg har set nogen blive kastet lidenskabeligt mod en lodret flade i både film og teater, føles det påfaldende kærkomment at få lov at se disse hverdagsagtige aktiviteter, som vel i de fleste parforhold udgør broderparten af intimiteten.

Forestillingen er skrevet til Tammi Østs fænomenale skuespillersind. Hendes evne til at blusse op i lidenskab, til at tvivle, til at ændre følelser på et sekund. Marie Bjørns replikker ligger godt for hende. De er skrevet talesprogsnært som korte, uafsluttede sætninger, men også som lange, selvforglemmende fortællinger, så Tammi Øst netop kan dreje rundt på en enkelt konsonant, når hendes forelskelse pludselig styrtdykker og bliver til latterliggørelse af deres forhold. Indtil hun få sekunder senere fortryder sin afvisning og siger undskyld, så man mærker, hvordan hele hendes sjæl krymper sig sammen i rædsel over det brud, hun selv lige har skabt.

Det er en af forestillingens forcer, at den yderst velskrivende Marie Bjørn får godt med absurd humor ind i forholdets komplikationer. F.eks når Nana fremturer med sin tvivl: Noa kunne jo have været vuggestueven med den søn, hun aldrig fik, og stå der i sin flyverdragt, når hun kom…