MARIE BJØRN
Fotograf: Marine Gastineau
Der er en iboende længsel efter fortabelse i mine karakterer og universer, og en iboende længsel efter at blive lyttet til. Mine tekster fortælles ofte fra karakterer, der er nødt til at fortælle deres historier for ikke at briste, og det er denne fornemmelse af nødvendighed, jeg skriver fra.
Tematisk beskæftiger jeg mig ofte med sorg, død, vrede, kærlighed og angst. Min skrift reagerer på potentialer for forandring i en queer og faldefærdig verden. Jeg ønsker at skabe værker, der taler ind i de opgør, der eksisterer i samtiden, såvel som de kampe, der har fundet sted altid, og jeg tror på skriften som oprør.
Jeg er uddannet dramatiker fra dramatisk skrivekunst på Den Danske Scenekunstskole i Aarhus i 2019, samt manuskriptforfatter fra Super 16s årgang #11 i 2022. Siden 2021 har jeg været fast tilknyttet underviser i kreativ skrivning på Forfatterskolen PS!. Herudover har jeg gæsteundervist på bl.a. Johan Borups Højskole, Den Danske Scenekunstskole og Forfatterskolen.
I samarbejde med klimaaktivist og forfatter, Esther Kjeldahl, faciliterer jeg desuden skrivekurset SKRIV FOR FREMTIDEN.
PRISER OG LEGATER:
2025-2027 Karriereprogrammet, Den Unge Kunstneriske Elite, Statens Kunsfond:
“Marie Bjørns talent og gennembrudskraft taler for sig selv. Hun har gehør og følsomhed, men også mod til at udfordre genrerne og ambition om at nå udover det danske sprogrums snævre grænser i sin søgen efter udvikling, udfordring og nye slægtsskaber. Der er stemmer, der bliver generationstypiske, vokser hurtigt frem, men forsvinder igen, når moden skifter. I Marie Bjørns tilfælde er vi overbevist om, at der er så meget mere at komme efter. Hendes afsøgninger af svært stof, viljen til at udfordre egen position og lysten til at skabe med sprog peger på et blivende forfatterskab.”
2023 Arbejdslegat fra Statens Kunstfonds legatudvalg for scenekunst
2023 Arbejdslegat fra Statens Kunstfonds legatudvalg for litteratur
2022 Reumerthædret for Du vil møde en anden i kategorien Årets Særpris
2022 Arbejdslegat fra Statens Kunstfonds legatudvalg for litteratur
2020 Reumertnomineret for Apokalypse i kategorien Årets Særpris
2020 Reumertnomineret for Apokalypse i kategorien Årets Dramatiker
Benedikte Hansen i Kassandra på Husets Teater 23/24
Fotograf: Emilia Therese